I Vietnam tager det 3 år at uddanne sig som “teacher”, hvilket er deres pendant til vores pædagog I Danmark. Det første halvandet år går med at lære sange, lege og hvad der ellers forventes af dem som teachers. Sidste halvandet år er en praktikperiode, der foregår I 3 forskellige institutioner. Her evalueres man af det faste personale på institutionen. Uddannelsen lægger mest vægt på praktisk læring og ikke så meget teori, som I den danske uddannelse. I vores børnehave arbejdes der sammen tværfagligt. Dvs. At udover de faste lærere, kommer der nogle fra et “center” med speciale I børn med nedsat funtionsevne. Disse lærere har som sådan ikke en anden uddannelse, men har lavet speciale inden for dette område. Nogle lærere tager yderligere to år på universitetet som en overbygning. Dette giver mere i løn, og andre jobmuligheder. Overbygningen betales dog af egen lomme. Der kommer også folk udefra med speciale I dans, kung fu, musik og billedkunst.
Børnehavens pædagogik beskriver de som proces-orienteret fremfor resultatorienteret. Dette kan man dog stille spørgsmålstegn ved, da det meste af undervisningen går med at øve shows og lave udstillingsting så forældre kan se “resultater”. Regeringen har ved lov vedtaget hvilke mål der skal være opfyldt på et skoleår. Det er op til institutionen selv at planlægge hvordan disse mål nås. Der afholdes “teachers day” sidst på året hvor lærernes arbejde vurderes. Hvis de ikke har udført det ordentligt, kan de blive sat ned i løn. Der kommer folk fra højere instanser og vurderer lærernes arbejde. Ligeledes er det meget vigtigt for børnehaven, hvordan de ser ud udadtil. Hvis en lærer f.eks vejer lidt for meget, gør de andre lærere meget ud af, at få læreren til at tabe sig, da man hernede mener at lærernes personlige udseende også afspejler skolens faglighed.
Min børnehave er meget skoleorienteret. Man kan sige at de her lærer børnene det samme som man i Danmark ville lære i 1. Klasse. Det handler mest om at de skal være klar til at starte i skole som 6-årige. Derfor er det meget tal og bogstavlæring og ikke så meget sociale kompetencer, der er fokus på.
Pædagogikken er virker til at være sat år tilbage i forhold til danske standarder. Derfor ses stadig tvangsfodring (børnene skal spise op og bliver madet af de voksne), mild fysisk afstraffelse og trusler såsom at lærerne ”sladrer” til forældrene. Her, i Vietnam, findes heller ikke venstre-håndede elever. Børn tvinges til at skrive med højre hånd, som det var tilfældet i Danmark til op i 70’erne. Jeg er selv venstre-håndet, og jeg har derfor været ekstra nysgerrig på dette punkt. Lærerne fortæller, at de ikke mener at det kan sætte barnets udvikling tilbage når de tvinges til at skrive med højre hånd.
De under- samt overvægtige børn tages hver dag ud af klassen for at deltage i ekstra motion. De trænes så på legepladsen, hvor de får fysiske opgaver (f.eks at slæbe en sandsæk igennem legepladsen) som skal løses. Man ser dog imidlertid ikke på kosten i denne sammenhæng.
Alt i alt synes jeg dog, at lærerne er dygtige til at ”styre” 35-40 børn i et meget lille klasselokale. 2 klap i hænderne fra lærerens side skaber øjeblikkeligt ro. Jeg er imponeret over hvor mange forskellige faste aktiviteter de har til børnene, men ligeledes er jeg mindre imponeret over, at den frie leg er nærmest ikke eksisterende.
Generelt kan man sige, at det for børnene handler om at være stille og høre efter, når læreren taler. Alt er voksenstyret, både leg og læring, og det handler mest om at skabe resultater. Jeg kan godt savne at børnene for lov til være medbestemmende til dagens aktiviteter og i det hele taget lærer sig selv og hinanden at kende på egen hånd. Men hverdagen er så præcist skemalagt, at der ikke er tid til det.
