”If you're happy and you know it clap you're hands!” lyder det fra den glade sangstemme ud af højtalerne imens ca. tyve børn klapper med. De sidder på små grønne plastikstole, der er opstillet efter tapestriber i gulvet, sådan at de danner en firkant. Læreren synger med på sangen, og børnene prøver at følge trop: ”If youre happy and you know it say Hello!” lyder det nu både fra højtalerne og læreren. Børnene råber ”Hello!” og griner.
Man kunne umiddelbart tro at vi befandt os til engelskundervisning i en almindelig skoleklasse i Danmark, men ovenstående er en del af børnehaveundervisningen i Miss Ha's engelsk time for de 5-6 årige børn i Hoa Thuy Tien Kindergarten. Børnene ind kl. 8 om morgenen, og får først "fri" igen mellem 16 & 17. Børnene har i denne uge haft om forskellige typer af opholdsrum og dette skal nu repeteres: Ha går rundt med store piktogrammer af et ”living Room” og et ”Dining room”. Alle børnene får tildelt et rum hver, og nu kan den store rum-frugtsalat gå i gang. Det er legende læring på fuld skrue.Den ene væg i klasseværelset fungerer som en udstilling, hvor der hænger kreerede vandmænd: Farverige kopper der vender på hovedet med snore i. Rundt om i rummet hænger der ting som man i Danmark ville kunne finde i en børnehaveklasse: Et alfabet med tilhørene piktogrammer, et farvelagt landkort, et ur med billeder af dagens rutine, og småkreationer som børnene har lavet - alt sammen i indbydende farver og i børnehøjde.Dette står i stærk kontrast til, hvad jeg normalt ville forvente af fjernøstens børnehavegrupper. Disse havde jeg forestillet mig mere skolistisk indrettet – især efter de sidste par års debat omkring de danske børn, der haler bagefter Asien i pisa-tests. Men i denne debat blev det da slået fast, at vi i Danmark stadig kan bryste os af vores individuelle og kreative evner.Sidstnævnte er dog noget, som væggene i den vietnamesiske børnehavehave også tydeligt emmer af – noget man måske kunne forestille sig er præget af de mange danske udvekslingsstuderende børnehaven har haft gennem tiden.
Dans på skemaetEfter engelsktimen går vi tilbage til børnenes primære klasseværelse, hvor alle fyrre børn i gruppen nu er samlet. Det er snart mors dag, så de har i lang tid øvet på en fremvisning, til glæde for forældre og lærere. Rummet er også denne gang fyldt med de små grønne plastikstole, der denne gang er opstillet i den ene ende af rummet, så børnene har plads til at øve videre på deres dans i den anden ende. En lærerinde introducerer sangen som værende om krigen, og børnene begynder at synge og gøre fakter til den melodiske musik. Det er meget flot og synkront, men tydeligvis en gangs udenadslære som børnene ikke er synderligt begejstrede for at fremvise.Imens de rokker frem og tilbage til sangen om krig, bliver de bevåget af nogle velkendte ansigter for enden af væggen som man kender fra den vestlige verden. Her er figurer som Grizzlybjørnen og Minnie Mouse. Figurer, som man ellers ikke skulle tro at se i et land med en historie præget af mange årtiers distancering fra vesten og USA.Lidt efter skal de danse henholdsvis drenge- og pigedelen af dansen, og det er noget de er vilde med. Drengedelen er til en amerikansk børnepopsang, hvor koreagafien mest af alt ligner en intro til Power Rangers, og pigedelen en meget sensuel og hoftevrikkende koreagafi til musik som man oftest kan opleve på de hede morgennatklubber. De smiler og råber begejstret med på de tempofyldte sange. Mine fordomme er igen kommet til kort om den vietnamesiske børnehave.
Et klasseværelse i forandringKlasseværelset er på ca. 20 km2 og skaber en ramme for hele børnenes hverdag: Til morgensamling sidder alle børnene samlet her, og de fleste af undervisningstimerne bliver afholdt her, altså pånær engelsktimerne, der foregår i Ha's engelsklokale samt keyboard-undervisingen som foregår i et dertil indrettet lokale. De spiser her, de sover middagslur her, og de leger og øver dans her. Når man kigger rundt kan man godt se, at rummet er utroligt praktisk indrettet til de mange forskellige aktiviteter der foregår i løbet af dagen; de små grønne plastikstole kan stables, så de fylder meget lidt ovre i hjørnet. Der står også ca. tyve måtter op ad væggen, der kan tages frem når børnene skal sove middagslur i to en halv time om dagen, og der er endvidere små klap-borde der kan tages frem når der skal spises middagsmad. Med ét er danseøvelserne færdige, og alle børnene går straks i gang med at stille op til mad. Noget beundringsværdigt er det, da de, som en myreture, hjælpes til at forvandle rummet fra en dansescene til et sted hvor borde og stole er sat frem. Alle hjælper til. Det her, tænker jeg, er asiatisk effektivitet. Det er en interessant måde at bruge og ændre rummet på. På den ene side bliver det set som altid foranderligt, men på den anden side er der en enorm orden og struktur på tingene.Denne struktur og kontrol med børnenes hverdag, kan med vestlige briller måske opleves som en ensretning af børnene. Omvendt, set med vietnamesiske briller, der er dybt forankret i et mekanisk menneskesyn, giver denne form for struktur og kontrol måske netop det der skal til, for at sikre børnenes udvikling mod den gode og selvstændige samfundsborger i Asien.
Kontrol i kaosIndlagt i dagen er pauser, som alle afholdes i deres store gård, der mest af alt minder om en blanding af en forældet forlystelsespark, og en skolegård. Der er, mellem børnenes pauser, helt stille her imellem eventyrtårnene og disneyfigurerne.
Vietnamesernes heldagsbørnehave der umiddelbart fremstår meget struktureret og stringent rummer samtidig også en konstant foranderlighed. Bag den skemalagte hverdag vælter der nemlig en kreativitet frem, der på kaotisk vis bliver udtrykt gennem et altid foranderligt rum. Her, iblandt alfabeter og disneyfigurer, formår vietnameserne at skabe deres egen hverdag, som umiddelbart virker voldsomt kaotisk, men som også indeholder en struktur man sommetider kan savne i de danske institutioner.
